Gå til hovedindhold

Julsøvej

Velkommen til Børnehuset Julsøvej.
Vi vægter leg, gode læringsmiljøer og fællesskaber. Derfor brænder vi for arbejdet med børnenes trivsel, læring og udvikling som vores primære kerneopgave.

  • Læs op

Indhold

    Vi har et skønt hus med gode grupperum og fællesarealer. Vores store fællesrum kan rumme alle børnegrupper, til f.eks. fællessang, teater eller historiefortælling. Hver gruppe har eget grupperum, garderobe og toiletter. Vi har et eventyrligt bjergrum, med et bjerg som kan klatres på og gemme sig i, et sandrum med indendørs sandkasse, samt et lille krearum.

    Vores udearealer er noget vi er meget stolte af. Vi har i børnehaven en multibane, hvor der bl.a. spilles fodbold og hockey. Et stort klatrestativ med hængebro, balancegang og rutsjebane. To dækgynger, tre legehuse, en tarzanbane, to gode klatretræ, vores langbord med tag og lys i, samt mange hyggelige kroge børnene kan lege i. I vuggestuen har vi en dejlig stor overdækket sandkasse, en rutsjebane, en stor sansegynge, lille trampolin, samt små forhindrings bakker og en lille legepavillon. Der er god plads på legepladsen, så børnene kan køre på løbecykler, scootere og løbehjul. Derudover har vi en stor fantastisk bålhytte, som både børnehaven og vuggestuen benytter sig af.

    Forrige Næste

    Vores hus er opdelt i tre grupper. To børnehavegrupper, som hedder Vildbasser og Krudtugler normeret til 20 børn i hver gruppe. Vores vuggestuegruppe er normeret til 13 vuggestuebørn. På hver gruppe er der tilknyttet fast personale - to pædagoger og en medhjælper.

    Vi lægger vægt på en tryg, legende og anerkendende atmosfære. Hvor vi møder børnene i øjenhøjde og sikrer gode fællesskaber, hvor børnene kan lege og udvikle sig sammen. I relationerne udvikler vi os, og i fællesskab skaber vi en god hverdag.

    DAGENS AKTIVITETER

    Vi har åbnet fra 6.30-17.00. Mandag og fredag til 16.30.

    Morgen: Hver morgen åbner vi huset i vores fællesrum fra 6.30-7.30, vuggestue og børnehave sammen.

    Kl. 7.30-9.00 Deler vi os i vores grupper, og går på legepladsen. Her kan der både leges frit, eller være med i en aktivitet som f.eks. at tegne, danse eller bygge med lego eller andet. Mens der er ro og tid til at tage imod de børn, som kommer. Vuggestuen kan nogle dage blive inde til efter frugt.

    Kl. 9.00 holder vi samling. Dette er en stund på dagen, som alle i huset sætter stor pris på. Vi er samlet i gruppen, og er fælles om en pædagogisk aktivitet i ca. 30-45 minutter. Herefter spiser børnene deres medbragte frugt.

    Formiddagen: Resten af formiddagen leges der i grupperne. Ofte er nogle af børnene opdelte i lidt mindre grupper, enten med en voksen i en pædagogisk aktivitet, eller i legegrupper. Nogen dage kan der også være bål eller turer ud af huset.

    Frokost: 10.30 i vuggestuen og 11.00 i børnehaven spises der frokost. Her sidder vi om bordene sammen. Der snakkes, lyttes, og nogle gange læses der historier. Vi vil gerne både i vuggestue og børnehaven gøre måltidet til en hyggelig rolig stund for alle.

    Middagsstunden: Efter frokost er der børn som skal sove. De mindste børn sover i krybber og de større børn på madrasser. I børnehaven er der også madrasser og mulighed for at tage en lur, for de børn som trænger til det. Personalet får holdt pauser, og hjælper hinanden på legepladsen.

    Eftermiddagen 13-16: Kl. 14 spises der igen madpakker. Eftermiddag går med fri leg, små aktiviteter som ansigtsmaling, boldspil, perler, mm.

    Kl. 16-17: Lukkes huset sammen. Grupperne går sammen på legepladsen eller inde, der er mulighed for små rolige aktiviteter, og børnene er også gode til at hjælpe med rutinerne omkring oprydning mm.

    Udover vores faste dagligdag med alle dens aktiviteter, lege og rutiner. Så har vi også i løbet af året mange gode traditioner i vores børnehus.

    Vi ønsker at spisesituationerne i huset skal være en rolig stund, hvor vi sidder sammen og spiser. Der er her mulighed for at børnene kommer lidt ned i gear, slapper af og nyder deres mad og sammenværet med hinanden og de voksne, i et rart og roligt tempo. Vi spiser i ca. en halv time.

    Madpakker: Vi har ikke kostordning i huset. Børnene medbringer 3 madpakker og en drikkedunk med vand. En lille frugtmadpakke til formiddag, samt frokost og eftermiddagsmadpakke. Kommer børnene før 7.30 må de også gerne have morgenmad med. Hvad børnene får at spise i løbet af dagen, er dermed forældrenes ansvar. Vi forventer dog, at børnene har sund og nærende mad med, som rummer energi nok til en lang og aktiv dag.

    Sukkerpolitik: I børnehuset bestræber vi os på at minimere sukkerforbruget i hverdagen. Derfor skal børnene ikke have kage, slik og lignende i deres madpakker. Der er også mange fødselsdage i huset, som vi elsker at fejre! Vi vil også her gerne være med til at begrænse børnenes sukkerindtag, og derfor må der ikke serveres is, kage, slik, mm. Men meget gerne sundere alternativer som boller, frugt og lignende. De sunde alternative kan serveres på mange spændende og festlige måder. Ved højtider og særlige traditioner som fastelavn, påske, bedsteforældredag og lignende, nyder vi lidt kage, slik eller tilsvarende i huset.

    Afdelingen har ingen kostordning, så der udarbejdes ingen kontrolrapport.

    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    Vi vægter samarbejdet med forældrene højt. Det er forældrene, som kender deres børn bedst og har den vigtige viden, som vi har brug for, for at kunne støtte hvert enkelt barn bedst muligt i fællesskabet i huset. Vi ønsker at vores forældre har interesse og forventninger til vores arbejde med deres børn. Ligeledes har vi forventninger til forældrene, om at sørge for deres barn har alt det praktiske de skal bruge i huset, som madpakker, drikkedunk, skiftetøj og udetøj.

    Her er en liste over nogle af de ting vi gør, for at sikre et godt og tillidsfuldt samarbejde med vores forældregruppe.

    • Rundvisning: Når forældre første gang tager kontakt til os, når de er i processen om at beslutte hvilken pasningsform deres barn har brug for, så er vi altid åbne og imødekommende. Vi sætter tid af til en rundvisning, med mulighed for en god snak om vores hus og pædagogik, samt eventuelle spørgsmål. Så forældrene kan beslutte om vores hus er et godt match, for dem og deres barn.
    • Forbesøg: Når forældre har besluttet sig for vores hus, og deres barn har fået plads. Så inviterer vi til et forbesøg, for både dem og deres barn. Så barnet også kan se huset, og vi kan møde forældre og barnet.
    • Opstart: Vi prioriterer en tryg og rolig opstart. Det er et samarbejde med forældrene, at opstarten bliver tryg og god for barnet. Vi anbefaler altid at sætte god tid af. Men aftaler individuelt med hver familie, hvordan opstarten kommer til at foregå med deres barn. En opstart er en periode, hvor der skal skabes tryghed og tilknytning mellem barnet og personalet i huset.
    • Samtaler: Vi tilbyder løbende samtaler. Samtalerne giver os tid og ro til at få snakket i dybden om barnets trivsel og udvikling, både i hjemmet og i daginstitution. Har man brug for en ekstra samtale, kan det altid aftales med os.
    • Børneintra/AULA: Vi lægger ofte billeder og beskrivelser op omkring børnenes dag og aktiviteter, så forældrene kan følge lidt med fra sidelinjen.
    • Forældreråd: Vi har et godt og engageret forældreråd, som vi forsøger at inddrage bedst muligt i vores arbejde og pædagogik.

    Få indflydelse på hverdagen

    I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

    Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

    Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

    Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

    Sidst opdateret: 29. januar 2024