Bølgebrus
Velkommen til Børnehuset Bølgebrus.
Vi vægter leg, gode læringsmiljøer og fællesskaber. Derfor brænder vi for arbejdet med børnenes trivsel, læring og udvikling som vores primære kerneopgave.

Børnehuset Bølgebrus – Rammer med plads til fantasi, fællesskab og fordybelse
I Børnehuset Bølgebrus er miljøet skabt med hjertet og med børnenes trivsel, leg og udvikling i fokus. Huset summer af liv og rummer både ro og eventyr.
Indendørs har hver gruppe sin egen stue, garderobe og toilet, mens et stort fællesrum fungerer som husets hjerte med sang, teater, historiefortælling og andre fælles oplevelser.
Vi har særlige rum, der vækker fantasien:
- Bjergrummet – klatrebjerg, huler og gemmesteder
- Boldrummet – boldbassin og plads til bevægelse
- Krearummet – værksted for farver, former og idéer
Udeliv med hjerte og højt til himlen
Børnehaven byder på multibane, klatrestativ, gynger, legehuse, tarzanbane, klatretræer, et hyggeligt langbord og små kroge til leg.
Vuggestuen har overdækket sandkasse, rutsjebane, sansegynge, trampolin, forhindringsbakker, legepavillon og plads til løbecykler og scootere.
Som kronen på værket deler vi en stor bålhytte til mad over ild, fortællinger og fællesskab under åben himmel.
Vores rammer er en aktiv del af pædagogikken – de understøtter børns behov for ro, bevægelse, kreativitet og relationer, så der er plads til at være barn – helt og fuldt.
Har du spørgsmål om Børnehuset Bølgebrus, så kontakt pædagogisk leder Cheena Mette Skytte Fredberg.
I Bølgebrus er hverdagen fyldt med små magiske øjeblikke, hvor børnene vokser i fællesskab med hinanden og med os voksne. Vi arbejder i øjenhøjde, med respekt og anerkendelse, og skaber rammer, hvor der er plads til både nysgerrighed, fordybelse og følelsesmæssig udvikling.
Her er der plads til at være sig selv. Her bliver man mødt. Her hører man til.
Dagens rytme
Vi åbner kl. 6.30 og lukker kl. 17.00 (mandag og fredag til kl. 16.30).
Morgen (6.30–8.00)
Vi mødes i fællesrummet, hvor vuggestue- og børnehavebørn leger roligt og starter dagen blidt.
8.00–9.00
Grupperne går til deres stuer til fri leg eller små aktiviteter som tegning, dans og LEGO.
Samling (kl. 9.00)
Grupperne samles til pædagogiske aktiviteter i ca. 30 minutter. Derefter spises medbragt frugt.
Formiddag
Fast ugerytme med genkendelighed og variation:
- Mandag: Kreativ leg og værksted
- Tirsdag: Bevægelse og motorik
- Onsdag: Fokus på relationer
- Torsdag: Fri for mobberi – styrker fællesskabet
- Fredag: Fællessamling og åben legeplads
Der er også mindre grupper, bålhygge eller ture ud af huset.
Frokost
- Vuggestue: kl. 10.30
- Børnehave: kl. 11.00
Vi spiser sammen i roligt tempo – ofte med små snakke eller højtlæsning.
Middagsstund
De mindste sover i krybber, større børn på madrasser. Børnehavebørn kan også hvile, hvis der er behov.
Eftermiddag (13.00–16.00)
Kl. 14 spiser børnene igen. Der er fri leg og aktiviteter som ansigtsmaling, boldspil, perler og kreative projekter.
Lukketid (16.00–17.00)
Grupperne samles igen til rolige aktiviteter og oprydning – både inde og ude.
Traditioner gennem året:
Vi markerer året med en række fælles oplevelser: Fastelavn, påske, bedsteforældredag/blomsterdag, sommerfest, fødselsdag for Bølgebrus, cykeldag, gruppedag, bolduge, cirkus og sjov, Fri for mobberi-forløb, høst og høstfest, motionsuge, halloween, skørdag samt jul med Luciaoptog og julefrokost.
Måltiderne er små pauser i dagen, hvor vi samles, finder ro og nyder hinandens selskab. Vi sidder sammen, snakker og lytter – måltidet varer ca. en halv time, og vi skaber en hyggelig stund for både store og små.
Madpakker
Vi har ikke en kostordning – børnene medbringer selv tre madpakker og en drikkedunk med vand:
- En lille frugtmadpakke til formiddag
- En god og mættende frokost
- En eftermiddagsmadpakke
Kommer barnet før kl. 7.30, må der også medbringes morgenmad. Vi forventer, at madpakkerne er sunde og nærende, og hjælper gerne med inspiration og idéer.
Sukkerpolitik
Vi ønsker at passe på børnenes energi og trivsel:
- Ingen kage, slik, is eller søde sager i madpakken til hverdag
- Fødselsdage fejres med sunde alternativer som frugt eller boller
- Ved særlige lejligheder nyder vi lidt ekstra, fx småkager
Frokostordning
Hvert andet år stemmer vi med forældrene om, hvorvidt vi skal have en fælles frokostordning eller fortsætte med madpakker.
Afdelingen har ingen kostordning, så der udarbejdes ingen kontrolrapport.
Vi stemmer om det
Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.
Vi tror på, at et stærkt samarbejde mellem forældre og personale er nøglen til børns trivsel og udvikling. Forældrene kender deres børn bedst, og den viden er uvurderlig for os.
Vi forventer, at børnene møder op med madpakker, drikkedunk, skiftetøj og udetøj, så de er klar til dagens aktiviteter.
Sådan bygger vi bro mellem hjem og institution
- Rundvisning: Når I tager kontakt, tilbyder vi en rundvisning, hvor I kan se huset og høre om vores pædagogik.
- Forbesøg: Når pladsen er bekræftet, inviterer vi til et forbesøg, så barnet kan se huset og møde os.
- Opstart: Planlægges individuelt med tid og ro, så barnet får en tryg overgang.
- Samtaler: Vi tilbyder løbende samtaler om barnets trivsel og udvikling.
- AULA: Vi deler billeder og små fortællinger fra hverdagen.
- Forældreråd: Et aktivt råd, der bidrager til det pædagogiske arbejde og beslutninger.
Få indflydelse på hverdagen
I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.
Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.
Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.
Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

DII Bølgebrus
Julsøvej 3, 8240 Risskov
Telefon: 40 12 44 90
Åbningstider
Mandag og fredag: kl. 6:30 - 16:30
Tirsdag, onsdag og torsdag: kl. 6:30 - 17:00

Stuerne i Bølgebrus
Cheena Fredberg
DII Bølgebrus
Telefon: 40 12 44 90
E-mail: chmf@aarhus.dk